- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: BMW iX3 Charged

Ærlig elektrisk crossover-SUV


Af Søren Clauding – januar 2022

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke den letteste opgave for en bilfabrik, at skabe en brugbar elektrisk bil ud af en eksisterende model med konventionel drivline. Med lidt kunstgreb er projektet lykkedes udmærket for BMW, der også har såvel X3 versioner med konventionelle ”ICE” motorer samt en plug-in hybrid. Men er en iX3 Charged, som er navnet på den fuldt elektriske ”BEV” (battery Electric Vehicle), så overhovedet en X3.

 

Svaret på det spørgsmål har jo meget at gøre med, hvad man egentlig forstår ved en X3. Handler det om udseende, er svaret et klart ja, for godt nok er frihøjden på en iX3 godt og vel et par centimeter lavere end på de konventionelle udgaver, men det ser man ikke lige i forbifarten.

 

Baghjulstræk og vadedybde

Og når vi benytter betegnelsen crossover-SUV er det mest fordi den opfylder vores kriterier for en SUV: Høj rummelig bil, forøget frihøjde og mulighed for firehjulstræk. Men hér ligger iX3 lige på kanten. X3 findes med træk på alle fire hjul, men iX3 Charged gør det ikke. Den har alene træk på baghjulene og med den lavere frihøjde tenderer den til at være en crossover. Men frihøjden er endda 17,9 cm og bilen kan oven i købet mønstre en vadedybde på 50 cm, så den kan altså godt køre gennem et mindre vandløb – hvis der altså er greb i underlaget.

 

Det sidste er da heller ikke umuligt, for iX3 Charged er udrustet med 245 mm brede 19” hjul (50 procent lavprofildæk). De giver godt vejgreb alene i kraft af deres størrelse og store trædeflade. Men mon det egentlig ikke var af en anden grund, at BMW har øget hjulstørrelsen sammenlignet med de konventionelle basismodeller?



Mange kilo

For bilen er, som enhver anden elbil i den størrelse og med en tilsvarende rækkevidde, også ganske tung. Når man så kører friskt gennem kurverne, som baghjulstrækket lægger op til, godt underbygget af mange kræfter, så er der brug for vejgreb til at holde den 2260 kg tunge bil på vejen. Det er såmænd ikke fordi vægten er større end på andre elbiler, og faktisk også kun et par hundrede kg mere end plug-in hybrid versionen, men i forhold til en nogenlunde tilsvarende benzin version har man altså 385 ekstra kg med på turen – og det kan mærkes.

 

Derfor må man ikke forvente, at køredynamikken er som i en konventionel X3. Motoreffekten er imidlertid på 286 hestekræfter og drejningsmomentet på overbevisende 400 Nm. Derved er 0-100 km/t på 6,8 sekunder en option og det samme er 180 km/t på toppen. Det fartpotentiale skal undervognen naturligvis også kunne håndtere, og da er de brede hjul suppleret af BMW’ens 5-leds baghjulsophængning en vigtig faktor.


Motorrummet indeholder store dele af den elektriske drivline, men iX3 har træk på baghjulene.


Adaptiv undervogn

Dertil kommer anvendelsen af adaptiv affjedring. Netop den løsning er ideel til en tung bil, som man gerne vil gøre lidt dynamisk. Når der blot cruises er affjedringen komfortabelt blød, men i samme øjeblik kørslen fordrer det, strammes affjedringen op og stabiliserer bilen, samtidig med at køredynamikken får et skud opad.

 

Trods fartpræstationerne er iX3 ingen racerbil og det påstår BMW da heller ikke. Faktisk skjuler man ingenting og man har oven i løbet har gjort sit bedste for at fastholde den velkendte køredynamik. At det af naturlige fysiske grunde ikke helt er muligt, findes der talrige skræmmeeksempler på hos flere kolleger, og dér klarer iX3 Charged sig faktisk godt.

 

Realistisk rækkevidde

Batteriet er den alt overskyggende grund til den store vægt. Det er på 400 Volt og har en kapacitet på 80 kWh – og er placeret under gulvet. Det giver god mening, om end batteriet tager noget af førnævnte frihøjde og kabinepladsen. Men i en stor bil har det mindre betydning. iX3 Charged måler 1,89 meter i højden og 4,73 meter i længden. Det giver også stor luftmodstand og koster energi. Alligevel er rækkevidden iht. WLTP 460 km, og det er ikke et urealistisk tal. Med temperaturer i testperioden på 5-10 grader kørte vi 415 kilometer. Det er helt OK og helt i overensstemmelse med en elbils almindelige energitab i koldt vejr.

 

Bagagerummet rummer 510 liter, som kan øges til 1560 liter. Det er faktisk bedre end den firehjulstrukne plug-in hybrid udgave. Og i en elektrisk bil er elektrisk bagklap naturligvis et must, så den følger også med til prisen på 510.000 kroner. Den pris gør i øvrigt elbils-udgaven til klart den billigste X3 på det danske marked, hvilket er blevet endnu mere udtalt efter at plug-in hybrid bilerne ved årsskiftet også har fået et nyk opad i pris.

 

Stor ladehastighed – lille anhænger

Hvad opladningsmulighederne angår tager en 100 procent opladning på et 11 kW ladepunkt 7,5 timer, og hvis man kan finde en ledig 150 kW hurtiglader, tager det 34 minutter fra nul til 80 procent. Bilen selv har en maksimal rekupationskapacitet på 134 kW.

 

Sidst, men også mindst (i hvert fald, når det gælder størrelsen): En BMW iX3 Charged er begrænset til at trække en anhænger på maksimalt 750 kg. Det er ikke meget, men det er ikke et enestående tilfælde i elbilsverdenen.


Andre BMW prøvekørsler - find dem hér >>>

On-board video: BMW iX3 Charged BEV

BMW's elektriske version af X3 er naturligvis en X3, men den adskiller sig på flere måder fra de konventionelle versioner, ikke mindst i kraft af prisen: Den er den billigste X3 man kan købe på danske nummerplader. Kør med en tur bag rattet. Fuld HD.





Model:

BMW iX3 Charged

Listepris:

Kr. 510.000

Motor og transmission:

1 current-excited synchronous electric motor 286 hk, 400 Nm. RWD. 80 kWh litium-ion batteri.

Præstationer acceleration/ topfart/

Rækkevidde: WLTP

6,8 sek./ 180 km/t/ 460 km.

Længde:

4,73 m

Bagagerum:

510-1560 liter

Egenvægt:

2260 kg

Anhængervægt:

750 kg

Værd at bemærke:

Aut. nødbremse. LKA. Fuld LED. Adaptiv undervogn. 19” alufælge. 3-zone klimaanlæg. Nøglefri betjening. Adaptiv fartpilot. El-bagklap. Panorama glastag, elektrisk justerbare sæder med varme. 12,3" Cluster.












Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt